Konkurrence for skoler i Mali

Skolebørn kæmper om at skabe den bedste fortælling

Migration, vigtigheden af at gå i skole og AIDS er nogle af de emner, skolerne har valgt at skabe en fortælling om i konkurrencen Arc en Ciel

Tekst og foto: Lise Blom

Fem skoler fra forskellige områder af Mali mødes lørdag den 13. februar 2010 i en storslået finale i Malis hovedstad Bamako. Skolerne er de lokale vindere af konkurrencen Arc en Ciel, som musikeren Moussa Diallo har taget initiativ til.

De indledende konkurrencer har fundet sted i januar. Den 21. januar 2010 foregår konkurrencen i Kati lidt nord for Bamako. Byens udendørs biograf bliver langsomt fyldt med forventningsfulde skolebørn, festklædte mødre, venner, unge fyre, som placere sig op ad muren så de kan holde med hvad der sker og sælgerne der forsyner et lækkersultent publikum med popcorn, saftevand, mælk, æg, sandwich, frugt og slik.

Stemningen er som til en fodboldkamp. Skolebørnene har deres favoritter, når værterne præsenterer deltagerne i konkurrencen Arc au Ciel (regnbuen). Et brøl af begejstring lyder fra hver gruppe af publikum, når deres skolekammerater går på scenen.

De voksne værter opfordrer publikum til at holde sig i ro, men udsigten til slik, snacks og flirten med elever fra de andre skoler gør til en udfordring for de optrædende. Der skal rappe replikker og action til for at fange publikums opmærksomhed. Men med de rette virkemidler går historierne rent ind. En pige mooner – trækker op i kjolen og viser sin bagdel til de forstokkede forældre i et stykke, der handler om, at piger skal gå i skole og ikke giftes bort, mens de er børn. Det vækker jubel blandt publikum.

Skolebørnene bliver bedømt på, hvordan de formidler historien. Fem dommere fra det lokale pædagogiske udviklingscenter giver karakter for kategorier som dans, koreografi, sang og skuespil. Stykkerne er skabt til lejligheden.

Vinder i Kati bliver skolen JPK IV med et stykke, der ligeledes handler om pigers ret til at gå i skole. I finalen møder skolen Ecole Centre Commercial fra Segou, Ecole Dembele Fondamentale fra Koulikoro, Ecole Magnambougou projet B fra Bamako og Ecole Mamadou Konate II ligeledes fra Bamako.

Finalen begynder lørdag klokken 15 i Maison des Jeunes i Bamako. Formålet med konkurrencen er at give den malinesiske historiefortælling nyt liv og vise børnene, at man kan bruge historiefortælling til at udtrykke sig om vigtige emner og sende et budskab til samfund.

ATT & Salif Keïta i Cinemateket torsdag

Lomborg var alligevel ikke på programmet torsdag aften i Cinemateket, hvor en afslappet ATT og den malinesiske delegation præsenterede nogle af de tiltag, Mali vil sætte i gang sammen med andre Vest- og Centralafrikanske lande for at bremse drivhuseffekten.

Efter præsentationen var der som nævnt en ‘standing cocktail’ – og mens vi andre småspiste og snakkede, sang Salif Keïta for ATT, der tog sig en svingom med nogle af damerne før middagen hos Dronningen.

Bagefter gav Salif Keïta en skøn koncert i Cinematekets restaurant SULT for alle os andre, der fik en helt særlig og nærværende koncertoplevelse.

Mød Malis præsident, Salif Keïta – og Lomborg

Foto: Svend Erik Sokkelund.Salif Keïta, da han sidst var i København i maj måned.

Salif Keïta i Vega i maj. Foto: Svend Erik Sokkelund.

Torsdag lancerer Malis præsident, Amadou Toumani Touré (ATT), og  Malis miljøminister, Yiemoko Sangara, ’The African Charter for Compensation and Burden Sharing’ i Cinemateket/Det Danske Filminstitut med deltagelse af bl.a. Bjørn Lomborg. Bagefter er der standing cocktail og fra kl. 21 giver Salif Keïta koncert i Cinematekets restaurant SULT.

Charteret, som vil blive præsenteret er et oplæg til, hvordan Mali og andre afrikanske lande i fremtiden kan få bedre adgang til finansiering af klimaprojekter gennem bl.a. ’Clean Development Mechanism’ – også kaldet CDM. CDM  er en handelsmekanisme under Kyoto-protokollen, der tillader industrilandene at finansiere i bæredygtige projekter i udviklingslande med det formål at reducere udledningen af CO2 i disse lande. CDM er stadig i udvikling og udgør i dag kun at begrænset antal registrerede projekter. Manglen på CDM projekter skyldes hovedsageligt et tungt bureaukrati og komplicerede udvælgelseskriterier.

Tid & sted

Arrangementet finder sted torsdag 17. dec. kl. 18 i Cinemateket, Gothersgade 55, Kbh.
Koncerten med Salif Keïta i Cinematekets restaurant SULT begynder kl. 21.

Der er gratis adgang til arrangementet, og tilmelding er ikke nødvendig. Der er 140 pladser til arrangementets første del og 500 pladser til koncerten med Salif Keïta.

OBS! Hvis du vil ind til koncerten, bør du komme i god tid!!

Program

  • 18.00: Malis præsident Amadou Toumani Touré + andre afrikanske ministre: Lancering af the African Charter
  • 18.45: Bjørn Lomborg: Importance of prioritizing African climate adaptation projects.
  • 19.00: Debat, spørgsmål, presse
  • 19.30: Standing cocktail (for deltagere i arr. første del!)
  • 21.00: Koncert med Salif Keïta

Rokia Traoré får nystiftet Roskilde Festival-pris

Foto: Benoit Peverelli

Foto: Benoit Peverelli

Roskilde Festivalen nystiftede verdensmusikpris, Roskilde Festival World Music Award (RFWMA) på 30.000 euro går til sangerinden Rokia Traorés organisation, Fondation Passerelle (gangbro-fonden), der arbejder for at professionalisere musikkulturen i hendes hjemland, Mali.

Fondation Passerelle har til formål at uddanne og give praktisk erfaring inden for kunst og kulturelle aktiviteter i Mali – med henblik på at skabe grobund for et professionelt virke på længere sigt. De første projekter henvender sig til voksne, men på længere sigt er det meningen, at der også skal sættes projekter i gang for børn og unge.

Pris overrækkes 1. november

RFWMA overrækkes til Rokia Traoré under afviklingen af Womex af Københavns overborgmester Ritt Bjerregård søndag 1. november i Bella Center. Rokia Traoré er på forhånd tilmeldt årets Womex i København, hvor hun dels skal fortælle om Fondation Passerelle på lørdagens konference, dels skal overrække Womex Award for Professional Excellence til Christian Mousset fra Frankrig.

  • Læs mere om Fondation Passarelle og prisen på Roskilde Festival Nyheder
  • Se videoklip, hvor Rokia Traoré fortæller om projektet (på fransk)
  • Womex afholdes i Bella Center i København 28. okt. – 1. nov. 2009.
    Se det omfattende program på Womex’ website.

Vestafrikanske kulturdage i Århus

Mød Manny Ansar, lederen af musikfestivalen Festival du Desert, ved weekendens konference i Århus. Foto: Marianne Leth

Mød Manny Ansar, lederen af musikfestivalen Festival du Desert, ved weekendens konference i Århus. Foto: Marianne Leth

Du kan møde flere prominente kulturpersonligheder fra Mali, når Århus i samarbejde med bl.a. CKU og O3V fejrer 100-året for Landsudstillingen i Århus med et ambitiøst kulturinitiativ, der skal synliggøre vestafrikansk kultur i Danmark.

Arrangementet finder sted i og omkring Musikhuset i Århus i dagene 14.-19. august og byder blandt andet på:

  • Dialogmøde om Islam som kunsterisk islæt 14. august kl. 14-16
  • Konference om Vestafrikas subkulturer og frodige festivalscener 14.-16. august kl. 10-16 (lørdag om fortællere og musikfestivaler; søndag om kunst og film)
  • Vestafrikansk marked 14.-19. august kl. 10-22
  • Udstilling af kunst fra og om Vestafrika i Musikhusets forhal 14.-16. august
  • Koncert 15. august kl. 21.

Billet til konference og koncert koster 150 kr. og kan købes via link på CKU’s hjemmeside, hvor du også finder detaljeret konferenceprogram. De øvrige aktiviteter er gratis.

Programpunkter

« Forrige sideNæste side »