Fredagscafé 6. november: Mali i øjenhøjde
Venskabsforeningen Danmark-Mali og Danafrika Kulturklub inviterer til fredagscafé den 6. november kl. 18:30 hos Danafrika Kulturklub, Nordre Fasanvej 192-194 kld., 2000 Frederiksberg (tæt på Nørrebro Station).
Kom og hør journalist Lise Blom fortælle i ord og billeder om sine møder med mennesker i Mali.

Foto: Lise Blom
Program
18:30 Afrikansk mad
19:30 Foredrag og billeder fra Mali
Klima, rettigheder for kvinder, migration, demokrati og mangel på jobs. Mød personerne bag overskrifterne og hør hvordan deres liv i Mali ser ud i 2009. Journalist Lise Blom fortæller i ord og billeder om sine møder med mennesker i Mali.
Deres personlige historier bliver knyttet til de udfordringer, Mali kæmper med som et af verdens mindst udviklede lande. Lise Blom har jævnligt besøgt Mali siden 1991.
Mere info: www.liseblom.dk
Gratis adgang for medlemmer, 20 kr. for gæster. Tilmelding ikke nødvendig. Alle er velkomne.
Fra kl. 18:30 serveres der afrikansk mad for 40 kr., drikkevarer kan købes.
Frihedspris til stærk kvinde fra Mali
Den 9. december 2008 uddeles PL-fondens frihedspris 2008 ved et lukket arrangement til den usædvanlige borgmester i lillebyen Goundam vest for Timbuktu i Mali, Oumou Sall Seck.
PL-prisen uddeles til et rankt menneske, som med et demokratisk sindelag gør en ekstraordinær indsats for FN’s universelle menneskerettigheder.
Oumou Sall Seck får PL-prisen, fordi hun gør en kæmpemæssig indsats for ligestilling og går energisk i spidsen for kampen mod omskæring af piger. Hun er en dynamisk rollemodel for udviklingen i Goundam og det fattige område på randen af Sahara. Prisen er i år på 15.000 Euro eller godt 100.000 kroner.
Du har mulighed for at møde Oumou Sall Seck i København, onsdag den 10. december kl. 17.00-18.30 i PH Caféen, Liva lokalet, Halmtorvet 9A, 1700 Kbh. V, når Kvindernes U-landsudvalg / KULU inviterer til fyraftensmøde i anledning af FN’s internationale dag for menneskerettigheder.
Du kan også læse om Oumou Sall Seck på Mogens Lykketofts blog, hvor han beretter om Udenrigsudvalgets besøg i Mali i foråret 2008.


