Fejring af Malis selvstændighed – ideer og planlægning
I år er det 50 år siden, at Mali blev selvstændigt. Det vil Venskabsforeningen Danmark Mali være med til at fejre. Derfor indbyder vi alle med interesse i Mali til et inspirations- og planlægningsmøde:
Tid & sted
tirsdag den 11. maj 2010 kl. 18.30
DanAfrika Kultur (tæt på Nørrebro station)
Nordre Fasanvej 192-194, kld., 2000 Frederiksberg
Program
18:30 Vi spiser lækker malinesisk mad, mens vi udveksler nyt fra og om Mali.
19:30 Oplæg: Mali fylder 50
Lamine Sissoko fortæller om Malis første 50 år som selvstændigt land. Oplægget er inspiration til, hvordan vi i Danmark kan være med til at fejre Malis selvstændighed.
Efter Lamines oplæg snakker vi om ideer til arrangementer i forbindelse med jubilæet. Der er allerede et initiativ, som arbejder på at afholde en festival i september for at fejre de mange afrikanske lande, der fik deres selvstændighed i 1960. Hvis der er opbakning for det, vil Venskabsforeningen Danmark-Mali nedsætte en arbejdsgruppe, der arbejder videre med arrangementer i samarbejde med denne gruppe.
- Læs mere om det store Africa50-initiativ
Kommer du?
Venskabsforeningen Danmark-Mali byder på mad og drikke. Af hensyn til indkøb vil vi gerne vide, om du kommer. Giv besked på e-mail kontakt@malinyt.dk eller telefon 2279 2492 – senest søndag den 9. maj.
Fransk gidsel frigivet i Mali
Diplomatisk krise i Mali efter aftale med Al-Queda: Fire terrorister løsladt for at få frigivet fransk gidsel
Af Lise Blom
Frankrigs udenrigsminister Bernard Kouchner har lagt pres på Malis regering for at indgå en aftale, der kunne frigive det franske gidsel Pierre Camatte. I uge otte har Malis regering derfor indgået en aftale med den nordafrikanske del af Al-Queda Aqmi (Al-Qaïda au Maghreb islamique) og løsladt fire islamiske terrorister – to fra Algeriet, en fra Mauretanien og en fra Burkina Faso. Til gengæld har Al-Queda frigivet Pierre Camatte efter tre måneders fangenskab skjult i Sahara.
Franskmanden blev i november kidnappet af tuareger i den nordøstlige by Menaka og solgt til Al-Queda, der holder til i Sahara. Al-Queda har yderligere fem gidsler kidnappet i november og december i Mauretanien. Det er tre fra Spanien samt to fra Italien, den ene oprindeligt fra Burkina Faso.
Malis aftale med Al-Queda og løsladelsen af terrorister vækker vrede i nabolandene. Algeriet og Mauretanien har kaldt deres ambassadører hjem fra Mali. Medier i Mali skriver, at også Spanien er rede til at indgå en aftale med Al-Queda for at få frigivet de spanske gidsler. En sum på fem millioner dollars er nævnt.
Der er endnu ingen officiel reaktion fra USA. Ifølge amerikanske journalister er nyheden om de fire frigivne terrorister blevet modtaget med raseri.
Aqmi ledes af algerieren Abdelhamid Abou Zeïd. Gruppen holdt i 2009 fire europæere som gidsler i Malis ørken. Et britisk gidsel blev henrettet i slutningen af maj 2009.
Konkurrence for skoler i Mali
Skolebørn kæmper om at skabe den bedste fortælling
Migration, vigtigheden af at gå i skole og AIDS er nogle af de emner, skolerne har valgt at skabe en fortælling om i konkurrencen Arc en Ciel
Tekst og foto: Lise Blom
Fem skoler fra forskellige områder af Mali mødes lørdag den 13. februar 2010 i en storslået finale i Malis hovedstad Bamako. Skolerne er de lokale vindere af konkurrencen Arc en Ciel, som musikeren Moussa Diallo har taget initiativ til.
- Moussa Diallo med nogle af deltagerne i Arc au Ciel i Kati
- Fortællinger skuespil, sang, musik og dans
- Første forestilling handlede om migration
- Drengen spiller en gammel far, som vil tage sin datter ud af skolen, så hun kan blive gift. Skægget er af tandpasta
De indledende konkurrencer har fundet sted i januar. Den 21. januar 2010 foregår konkurrencen i Kati lidt nord for Bamako. Byens udendørs biograf bliver langsomt fyldt med forventningsfulde skolebørn, festklædte mødre, venner, unge fyre, som placere sig op ad muren så de kan holde med hvad der sker og sælgerne der forsyner et lækkersultent publikum med popcorn, saftevand, mælk, æg, sandwich, frugt og slik.
Stemningen er som til en fodboldkamp. Skolebørnene har deres favoritter, når værterne præsenterer deltagerne i konkurrencen Arc au Ciel (regnbuen). Et brøl af begejstring lyder fra hver gruppe af publikum, når deres skolekammerater går på scenen.
De voksne værter opfordrer publikum til at holde sig i ro, men udsigten til slik, snacks og flirten med elever fra de andre skoler gør til en udfordring for de optrædende. Der skal rappe replikker og action til for at fange publikums opmærksomhed. Men med de rette virkemidler går historierne rent ind. En pige mooner – trækker op i kjolen og viser sin bagdel til de forstokkede forældre i et stykke, der handler om, at piger skal gå i skole og ikke giftes bort, mens de er børn. Det vækker jubel blandt publikum.
Skolebørnene bliver bedømt på, hvordan de formidler historien. Fem dommere fra det lokale pædagogiske udviklingscenter giver karakter for kategorier som dans, koreografi, sang og skuespil. Stykkerne er skabt til lejligheden.
Vinder i Kati bliver skolen JPK IV med et stykke, der ligeledes handler om pigers ret til at gå i skole. I finalen møder skolen Ecole Centre Commercial fra Segou, Ecole Dembele Fondamentale fra Koulikoro, Ecole Magnambougou projet B fra Bamako og Ecole Mamadou Konate II ligeledes fra Bamako.
Finalen begynder lørdag klokken 15 i Maison des Jeunes i Bamako. Formålet med konkurrencen er at give den malinesiske historiefortælling nyt liv og vise børnene, at man kan bruge historiefortælling til at udtrykke sig om vigtige emner og sende et budskab til samfund.
Dansk støtte til konkurrence for skolebørn i Mali
Fortællinger og historier kan give børn en stemme i et traditionelt afrikansk samfund i hastig udvikling. Her er alt i spil fra kønsroller til miljø, sundhed og menneskerettigheder – ikke som abstrakte begreber, men som udfordringer børnene dagligt bliver konfronteret med.
Historiefortælling for en bedre fremtid
Af Lise Blom
Den dansk-malinesiske musiker Moussa Diallo kæmper for at give historiefortællingen nyt liv i skolerne i Afrika. I samarbejde med kulturforeningen DORE i Mali har han taget initiativ til en konkurrence, hvor 25 skoler kæmper om førsteprisen for den bedste fortælling.
Konkurrencen belønner ikke kopier af kendte stjerner ligesom X-faktor og Talent 2010. Børnene skal selv skabe en forestilling med udgangspunkt i den traditionelle historiefortælling.
Den afrikanske fortælletradition er ligesom vores eventyr bærer af historie, tradition, viden og moral. Det er ved at lytte til fortællinger, at børn lærer, at det er dumt gå ned til søen om natten, eller at man skal respektere hinandens forskelligheder. Men som så mange andre steder i verden er historiefortællingen afløst af tv og computerspil.
Projektet går et skridt videre end den traditionelle historiefortælling. Børnene får mulighed for at skabe deres egne historier og bruge fortællingens form til at udtrykke sig om emner, som er vigtige for dem og deres fremtid. Det kan handle om kærlighed, sundhed, miljø, eller hvad patriotisme egentlig er for en størrelse. Ved at udtrykke sig gennem fortællingen og bruge sang, dans og teater lærer børnene at sende et budskab til hinanden og til de voksne.
Rent praktisk får eleverne træning i at bruge fransk, som er deres nationalsprog. Det bliver de undervist i, men de er ofte for generte til at udtrykke sig på fransk.
Moussa Diallo har i flere år turneret på danske skoler med musik og fortællinger fra Afrika, som han selv har fået fortalt. Nu er turen kommet til skolebørnene i Mali.
- Hvert år kommer jeg til Mali, og jeg oplever, at nogle værdier i samfundet er ved at forsvinde. En af dem er fortællingen. Historiefortællingen kan være med til at bevidstgøre børnene, og det giver dem et ansvar for at udtrykke sig, siger Moussa Diallo.
Malis pædagogiske centre er yderst tilfredse med initiativet, da det er vanskeligt at finansiere projekter i skolerne. Og de få midler, der bliver stillet til rådighed, er altid målrettet sportsaktiviteter frem for kunstneriske og kreative aktiviteter – bevilget af mandlige sportsinteresserede politikere og embedsmænd.
- Kom til en af forestillingerne. I vil blive overraskede. Det bliver børnene, som giver de voksne en lektion. Dem, der underviser i det, de mener, er vigtigt, siger monsieur Diarra, som er direktør for skolerne i byen Kati og omegn.
Konkurrencen er for grundskoleelever op til sjette klasse på både offentlige og private skoler. Den hedder Arc-en-ciel (regnbuen) og foregår mellem 13. januar og 13. februar 2010. Projektet er støttet af Center for Kultur og Udvikling. Efter planen skal konkurrencen fremover være landsdækkende.
Læs mere om Arc-en-Ciel på DORE’s hjemmeside
Sikkerhed i Mali
Danmark skærper rejsevejledningen for Mali
Frygt for terrorisme og kidnapning har fået det danske udenrigsministerium til at skærpe rejsevejledningen for Mali. Alle rejser til de nordlige provinser Timbuktu, Kidal og Gao frarådes
En fransk statsborger blev den 26. november 2009 kidnappet i Menaka i det nordøstlige Mali. Menaka ligger i den zone, hvortil alle rejser det seneste år har været frarådet.
Den kidnappede franskmand har haft tilknytning til området i mange år. Kidnapperne trængte ind på hotellet og bortførte ham.
I Mali gisnes der om, hvem der oprindeligt er ansvarlig for selve bortførelsen. Det er enten lokale tuareggrupper eller Al Qaeda Maghreb. Al Qaeda har taget ansvaret for at tilbageholde franskmanden, ligesom Al Qaeda tilbageholder tre spaniere bortført i nabolandet Mauretanien.
I andre dele af Mali er der sikkert at rejse. Det gælder den historiske by Djenné, Mopti, Ségou og Dogonområdet samt hele den sydlige del af landet.
Læs rejsevejledningerne
- Rejsevejledning fra det danske udenrigsministerium
- Rejsevejledning fra det franske udenrigsministerium
Teksten er på fransk. Der er et kort, hvor man kan se, i hvilke dele af Mali rejser frarådes.






