Malis børn lærer at udtrykke sig gennem fortællinger

Musikeren Moussa Diallo har igen i år taget initiativ til regnbue-projektet i Mali. En konkurrence hvor 12 skoler har konkurreret i historiefortælling

Af Lise Blom

Stemningen koger, mens skuespillere og skolekammerater venter på resultatet fra dommerne Det handler om mere en bare skolekomedie. Eleverne har arbejdet med fortællingens form til at sende et budskab og give udtryk for deres holdning til aktuelle problemstillinger i samfundet.

Gennem tre dage har elever fra 3. til 6. klasse fra 12 skoler i Sikasso og omegn i det sydlige Mali konkurreret i projektet Arc en Ciel. Eleverne og lærerne er blevet coachet af koordinator i projektet og dramaturg Makan Camara inden konkurrencen. Med det resultat at eleverne til konkurrencen kan tryllebinde publikum med deres fortællinger.

Historierne handler om, hvor vigtigt det er at samarbejde i et demokrati med adresse til nabolandet Elfenbenskysten, der på dette tidspunkt har hele to rivaliserende præsidenter. En skole sætter fokus på det onde og det gode, da en handicappet dreng bliver forladt af den søster, der skulle tage sig af ham og derefter sælger sin sjæl til djævelen for at blive fri sit handicap og blive velhavende. Der er landsbyens gamle mænd, som nægter landsbyens piger at komme i skole og ændrer holdning den dag, en pige alligevel kommer i skole og senere kan sende penge hjem. Og der er hele tre Askepot-historier om forældreløse piger, der bliver udnyttede af familier. Men i stedet for at vente på prinsen på den hvide hest, tager de selv affære.

Moussa Diallo følger opmærksomt med i konkurrencen

Den 13. januar 2011 koger byens ungdomsscene, og publikum må kæmpe om at få en plads, så de kan se stykket. Det er den store finale med deltagelse af lokale pinger og en repræsentant for Undervisningsministeriet, der har doneret præmier i form af bøger og hæfter.

Konkurrencen stiller krav om, at fortællingerne skal have et budskab og indeholde skuespil, musik og dans. For konkurrencen handler nemlig om at udtrykke sig. Malis traditionelle kultur og historie hviler på historiefortællingen, men traditionen er i fare for at forsvinde, for børn i dag har svært ved at udtrykke sig. Skolerne er hæmmede af mangel på ressourcer og uddannede lærere. I dagens Mali er der ingen status i at kunne udtrykke sig, børnenes forbilleder er sportsstjerner.

Den situation skal ændres. Konkurrencen motto er ”Giv eleverne ordet gennem historiefortælling” . Ligesom i resten af verden tilhører fremtiden de velformulerede og de, der kan give udtryk for deres ønsker. Skolegang, hvor man udelukkende terper matematiske formler og lærer pensum udenad er ikke nok.

Filminstruktør Helle Toft Jensen filmer en dokumentarfilm om Arc en Ciel

Center for Kultur og Udvikling og den danske ambassade i Mali har støttet konkurrencen de to første år. Det næste år skal bruges til at udbrede ideen og klæde Undervisnings-ministeriet og regionerne på, så de kan videreføre konkurrencerne. Moussa Diallo og koordinator Makan Camara har holdt møder med Malis præsident ATT og undervisningsminister Salikou Sanogo. En oplysningskampagne målrettet lokale og regionale myndigheder og donorer består af en film produceret af instruktør Helle Toft Jensen og en fotoudstilling af fotograf Fatoumata Diabatè. De praktiske erfaringer og anbefalinger kommer i en rapport.

Læs en reportage fra konkurrencen liseblom.dk

Malis smukkeste kvinde er dansk

I 2010 har Linda Sanogo Glenthøj repræsenteret Mali ved en række internationale skønhedskonkurrencer. Til daglig er hun model med base i Århus og frivillig i Røde Kors

Af Lise Blom

Den 7. november2010 blev verdens smukkeste kvinde kåret ved Miss Intercontinental of the World i Den Dominikanske Republik. I konkurrencen blev Mali repræsenteret af den 20-årige Linda Sanogo Glenthøj.

Vinderen af titlen som verdens smukkeste kvinde blev ikke Linda, men derimod deltageren fra Puerto Rico.

- Mit mål med at deltage i konkurrencerne var at komme ud at rejse og møde nye mennesker. Jeg ville gerne skabe kontakter både arbejdsrelateret og som venskaber. Det mål er nået, fortæller Linda.

I Danmark arbejder Linda som model, spiller musik, arbejder som lydtekniker og er frivillig for Røde Kors. Da hun stillede op til Miss Danmark, blev hun opfordret til i stedet at repræsentere Mali af modelmanager Peter Hadward.

- Jeg spurgte ham, hvordan det var muligt at repræsentere Mali, når jeg ikke har et malinesisk pas. Han svarede, at det ikke var noget problem. Der er mange, som repræsenterer deres hjemland uden at være bosiddende i det. Jeg valgte at takke ja til at repræsentere Mali, da jeg blev forklaret, at det ikke ville gå med en farvet miss Danmark, hun skulle være hvid, siger Linda.

Hun blev udnævnt som Malis smukkeste kvinde uden at deltage i en konkurrence, og hun har siden fundet ud af, at der er meget korruption og snyd i branchen.

- Jeg lavede baggrunds tjek på folkene fra konkurrencen Miss Intercontinental of the World. Det fandt de ud af, og det endte med, at jeg fik telefontrusler på mit hotel værelse. Derfor vidste jeg, at mine chancer for at vinde var dårlige, siger Linda.

Linda er vokset op i Niger med to søskende, sin danske mor og sin malinesiske far. I 1997 flyttede hun med sin mor til Danmark, men hun besøger familien i Sikasso i Mali hvert år. Hun oplever, at hendes far og familie i Mali er meget stolte af hende.

Ud over Miss Intercontinental of the World har Linda deltaget i Miss Civilization of The world i Tyrkiet i juni og Miss Supranatural of the World i Polen i august.

Afrika fejrer sin uafhængighed

Festivalen Africa50 fejrer, at Mali og andre afrikanske lande blev selvstændige for 50 år siden. Det foregår fra fredag den 10. september til lørdag den 25. september i København.

Nærmere information på www.africa50.dk

Officiel åbning

Fredag den 10. september kl 17 i Sankt Johannes Kirke ved Sankt Hans Torv på Nørrebro i København
Festivalen byder velkommen. Der er oplæsning af afrikanske digte, koramusik med Basiru Suso og koret Papaya

Teater

Lørdag den 11. kl 19 og søndag den 12. sept kl 16 i Huset i Magstræde
Oplev skuespillerne Charles Wattara og Gérard Ouédraogo fra Burkina Faso fortolke nobelprismodtager Dario Fos stykke ”Le Tigre”. Der må grines af den fantastiske historie om en tiger, der adopterer en såret soldat. Stykket bliver opført på fransk. Arrangeret i samarbejde med Passepartout Theatre Production.

Doussou Koulibaly optræder i Huset i Magstræde fredag den 10. september sammen med Kémé Sidibé og Mouneïssa Tandina

Doussou Koulibaly optræder i Huset i Magstræde fredag den 10. september sammen med Kèmè Sidibé og Mouneïssa Tandina

Koncerter i Huset i Magtræde i København

Fredag den 10. september kl 21
Doussou Koulibaly, Kèmè Sidibé, Mouneïssa Tandina
Tre originale kvindelige solister fra Afrikas førende musiknation Mali. Musikerne deltager i det musikalske samarbejdsprojekt KonoKone med danske musikere ved My World Images. Her er det muligt at opleve deres egen musik.

Lørdag den 11. september kl 21
Dawda Jobarteh med band
Koramusik med danserytmer af Dawda Jobarteh og hans band. Han stammer fra en musikerfamilie i Gambia med århundrede gamle musikalske traditioner, som han udforsker i samspil med danske og internationale musikere.

Film i Huset i Magstræde

Mandag den 13. september kl 19:00
Nærmere information følger

Tirsdag den 14. september kl 19:00
‘Si-Gueriki la Reine Mère’ dokumentarfilm af Idrissou Mora-Kpai fra Bénin.
Instruktørens mor bliver udpeget til dronningemoder efter sin mands død. Filmen skildrer hans oplevelse af sin mors nye rolle og hans refleksioner over uretfærdigheden i det patriarkalske samfund.

Onsdag den 15. september kl 19:00
‘Sia, le rêve du Python’ af Dani Kouyaté fra Burkina Faso – bygger på den 1.300 år gamle legende om Wagadu. Myten handler om magt, magi, begær og spillet mellem mennesker. Mød instruktøren ved arrangementet.

Torsdag den 16. september kl 19:00
Nærmere information følger

Filmene har engelske undertekster

Koncerter i Huset i Magtræde i København

Fredag den 17. September kl 21
Deodato Siquir Trio
Jazz og verdensmusik mødes i Deodato Siquirs trio. Han er et musikalsk multitalent, som stammer fra Moçambique hvor han begyndte sin karriere som 13-årig med at spille trommer.

Lørdag den 18. september kl 21
Reverend Shine Snake Oil Co
Sarkastisk og sentimental soapbox musik – traditionelle afrikanske folkeeventyr fortalt med afrikanske rytmer tilsat punk og lidt svingende rhytm & blues.

Konference: Handelsforhold i Afrika og deres betydning for Afrikas udvikling

Fredag den 24. september på Geografisk Institut, Københavns Universitet
Den private sektor og samarbejde mellem virksomheder i nord og syd skal skabe vækst og udvikling i Afrika. Det er den seneste strategi for danske udviklingspolitik. Videnskabelige eksperter vil på konferencen sætte fokus på internationale handelsvilkår og konsekvenserne for de afrikanske producenter.

Yenkong Ngangjoh Hodu forsker og lektor på University of Manchester i international handelsjura. Tidligere tilknyttet bla Nordiska Afrikainstitutet, Helsinki Universitet. Muligheder og hindringer for investeringer i Afrika

Søren Jeppesen Lektor, ph.d at Center for Business and Development studies and Center for Corporate Values and Responsability Hvilken rolle spiller CSR og mærkning af produkter? Giver det nye muligheder for afrikanske producenter, eller er det usynlige handelshindringer?

Søren Borch privat konsulent i CONDIV og tidligere DANIDA rådgiver Om supermarkedernes krav om økologi, CSR, fairtrade og miljøhåndtering

Paneldiskussion François Traoré Præsident for de afrikanske bomuldsproducenters organisation indleder: Globaliseringen kvæler de afrikanske bomuldsproducenter

Deltagere i panelet:

  • AarhusKarlshamn (AAK)
  • Dansk Industri
  • MS
  • IBIS
  • Udviklingsministeret

Ordstyrer: Christian Friis Bach, adjungeret professor ved KU/Life og tidl. international chef i Folkekirkens Nødhjælp

Moussa Diallo optræder i Huset i Magstræde fredag den 24. september. Foto Jacob Crawfurd.

Koncerter i Huset i Magtræde i København

Torsdag den 23. september kl 21
Asafo med Nana Osibio
Afrobeat og jazz mødes i den ghanesisk fødte Nana Osibios musik. Han har spillet, siden han for snart 40 år siden lærte at spille keyboard og haft base i Danmark siden en turne i 1980.

Fredag den 24. september kl 21
Moussa Diallo
Den funky bas lægger en solid danserytme i Moussa Diallo musikalske mix af vestlig og afrikansk musik. De seneste 30 år har han spillet en stor rolle på den danske musikscene – såvel som i Mali, hvor han er vokset op.

Lørdag den 25 september kl 21
Katamanto Highlife Orchestra
Highlife er dansemusik fra Ghana. Ti musikere sørger for hede rytmer trommer, horn og guitar. Orkestret har eksisteret i Danmark siden 1990.

Fotoudstilling: Afrika set med danske øjne

10. – 25. september
Vesterbro Kulturhus, Lyrskovgade 4, 1758 København V
Verdenskulturcentret, Nørre Allé 7,  2200 København N
Valby Kulturhus, Valgårdsvej 4-8, 2500 Valby

Fotoudstilling med billeder taget af danskere i Afrika de seneste 50 år.

Entre
Koncerter 75 kroner
Teater og film 20 kroner
Tilbud: Betal 350 kroner for entre til alle arrangementer. Du sparer penge og er med til at støtte arrangementet. Indbetal 350 kroner til bankkonto 6272 – 370638 og opgiv dit navn og din adresse. Sidste frist for indbetaling er den 5. september.

Arrangør:

Africa50 er arrangeret af Venskabsforeningen Danmark-Vestafrika, Cykler til Senegal, Guidanass, Genvej til Udvikling, Maisons Familiales Rurales’s Venner i Danmark, Baobab, Venskabsforeningen Danmark-Burkina Faso, Venskabsforeningen Danmark-Mali, Folkecentret for Vedvarende Energi, IBIS, Venskabsforening Danmark-Niger og enkeltpersoner.

Samarbejde og støtte

Fejring af Malis selvstændighed – ideer og planlægning

I år er det 50 år siden, at Mali blev selvstændigt. Det vil Venskabsforeningen Danmark Mali være med til at fejre. Derfor indbyder vi alle med interesse i Mali til et inspirations- og planlægningsmøde:

Tid & sted

tirsdag den 11. maj 2010 kl. 18.30

DanAfrika Kultur (tæt på Nørrebro station)
Nordre Fasanvej 192-194, kld., 2000 Frederiksberg

Program

18:30 Vi spiser lækker malinesisk mad, mens vi udveksler nyt fra og om Mali.
19:30 Oplæg: Mali fylder 50

Lamine Sissoko fortæller om Malis første 50 år som selvstændigt land. Oplægget er inspiration til, hvordan vi i Danmark kan være med til at fejre Malis selvstændighed.

Efter Lamines oplæg snakker vi om ideer til arrangementer i forbindelse med jubilæet. Der er allerede et initiativ, som arbejder på at afholde en festival i september for at fejre de mange afrikanske lande, der fik deres selvstændighed i 1960. Hvis der er opbakning for det, vil Venskabsforeningen Danmark-Mali nedsætte en arbejdsgruppe, der arbejder videre med arrangementer i samarbejde med denne gruppe.

Kommer du?

Venskabsforeningen Danmark-Mali byder på mad og drikke. Af hensyn til indkøb vil vi gerne vide, om du kommer. Giv besked på e-mail kontakt@malinyt.dk eller telefon 2279 2492 – senest søndag den 9. maj.

Fransk gidsel frigivet i Mali

Diplomatisk krise i Mali efter aftale med Al-Queda: Fire terrorister løsladt for at få frigivet fransk gidsel

Af Lise Blom

Frankrigs udenrigsminister Bernard Kouchner har lagt pres på Malis regering for at indgå en aftale, der kunne frigive det franske gidsel Pierre Camatte. I uge otte har Malis regering derfor indgået en aftale med den nordafrikanske del af Al-Queda Aqmi (Al-Qaïda au Maghreb islamique) og løsladt fire islamiske terrorister – to fra Algeriet, en fra Mauretanien og en fra Burkina Faso. Til gengæld har Al-Queda frigivet Pierre Camatte efter tre måneders fangenskab skjult i Sahara.

Franskmanden blev i november kidnappet af tuareger i den nordøstlige by Menaka og solgt til Al-Queda, der holder til i Sahara. Al-Queda har yderligere fem gidsler kidnappet i november og december i Mauretanien. Det er tre fra Spanien samt to fra Italien, den ene oprindeligt fra Burkina Faso.

Malis aftale med Al-Queda og løsladelsen af terrorister vækker vrede i nabolandene. Algeriet og Mauretanien har kaldt deres ambassadører hjem fra Mali. Medier i Mali skriver, at også Spanien er rede til at indgå en aftale med Al-Queda for at få frigivet de spanske gidsler. En sum på fem millioner dollars er nævnt.

Der er endnu ingen officiel reaktion fra USA. Ifølge amerikanske journalister er nyheden om de fire frigivne terrorister blevet modtaget med raseri.

Aqmi ledes af algerieren Abdelhamid Abou Zeïd. Gruppen holdt i 2009 fire europæere som gidsler i Malis ørken. Et britisk gidsel blev henrettet i slutningen af maj 2009.

« Forrige sideNæste side »